torsdag den 22. juli 2010

over and out

VM er slut og jeg er hjemme i DK igen. Sidste flyvedag blev en AAT på kun 2 timer, sikkert pga utidige vejrudsigter og at man gerne ville undgå næstsidste dags masseudelandinger. Apropos, tasksætteren blev ved briefingen lørdag offentlig spanket i en lille teatralsk happening - en meget humoristisk måde at komme med en undskyldning på fra arrangørernes side. Men der var altså også kun 7-8 piloter som kom hjem...
Alle de danske piloter fløj fint på sidste dag, se Christians blog, og om aftenen havde vi en lille fest, med gullasch efter lokal tradition (meget lækkert, varmt og krydret) samt fri bar. Vi tog det nu med ro da de fleste af os gerne ville afsted tidligt om morgenen. Men i øvrigt stor ros til arrangørerne for et veltilrettelagt stævne hvor kun vejret ikke var under kontrol.

Det har været lærerigt for alle involverede at flyve under så fremmede forhold, terræn- og vejrmæssigt. Ligeledes at se hvordan de øvrige hold har disponeret deres flyvninger og hvordan nogen decideret har fløjet holdflyvning - næsten på Tour de France maner. Der kunne vi også lære noget, selvom de danske piloter hjalp hinanden undervejs var det ikke sat i system nær så gennemført som på f.eks. det tyske hold. Og ja, det gav resultater...

Og nu glæder jeg mig til igen at sidde i cockpittet selv, fuld af indtryk og inspiration fra 2 intense uger med verdens bedste svæveflyvepiloter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar